Når hesten vælger mennesket som leder

Se dit kæledyr med en dyrehealers briller

En dyrehealer arbejder med mange forskellige dyr og dyrearter og genopretter ubalancer i dyrets trivsel. Men det er langt fra altid nødvendigt at kontakte en behandler. Både forebyggelse og megen helbredelse kan gøres af dyreejeren selv.

---

Kommunikation med dyr er kommunikation som al anden kommunikation. Vi har alle lært at bruge vores talesprog og vores kropssprog uden særlig undren eller store vanskeligheder og at lære at udveksle information dyr og menneske imellem, er i virkeligheden en ligeså naturlig måde for os at kommunikere på. Vi har bare ikke fokuseret på det i vores travle samfund og hverdag og derfor ser vi mange dyr med ubalancer, der for det første nemt kunne være forebygget og for det andet er nemme at helbrede med den indsigt og de teknikker, som fx en dyrehealer benytter.

Når dyrene beriger menneskene
Mange mennesker holder husdyr og andre dyr i Danmark og glædes hver dag over den kærlighed der udveksles og de oplevelser det bringer. Samvær med dyr giver ofte os mennesker et mentalt og fysisk afbræk fra de mange krav, ansvar og forpligtelser vi hele tiden lever i rammerne af. Vi finder ro for en stund, når vi fx går en eftermiddagstur med hunden eller rider en tur i skoven med hesten. Vi oplever følelser af samhørighed og kommer meget nemt i kontakt med vores egne følelser og dybeste identitet.

Det er ikke sjældent at høre, at et menneske der måske har været plaget af utilstrækkelighedsfølelse og dårlig samvittighed hele dagen - fx pga. en eller anden deadline på arbejdet eller kontroverser med en kollega – kommer hjem, tager gummistøvlerne og den gamle jakke på og går en tur i parken med hunden og skridt for skridt giver slip på problemet - finder ind til sin egen kerne og på en nærmest umærkelig måde bearbejder dagens strabadser.

Hjemme ved hoveddøren igen er balancen pludselig genvundet og dagens problemer står i et nyt og mere realistisk perspektiv. Det er nu nemt at være i stand til både at være i balance og erkende et konkret problem på samme tid. I den tilstand er problemet nemt at overskue og nemt at løse. Og vi har ikke engang arbejdet hårdt for det. Det eneste vi gjorde var, at komme i kontakt med vores egne følelser og opleve en stille, nærmest ubevidst meditation, der tillod svarene og løsningerne at dukke frem af sig selv fra vores indre.

Når dyr og mennesker lever sammen
Når dyr og menneske lever så tæt sammen, som tilfældet er med mange husdyr i dag, er der én væsentlig forskel på menneske og dyr, som er vigtig at kende og huske på, for at undgå at skabe en ubalance hos dyret; nemlig at dyr ikke kan skelne deres egen energi fra den energi, der omgiver dem.

Vi mennesker påvirkes også hele tiden af de følelser, vi fornemmer hos vores medmennesker og de stemninger, vi mærker et givent sted. Men vi kan med vores mentale intelligens adskille hvilke følelser og energier, der er vores eller andres. Vi kan genkende følelser i andre, forstå den pågældendes øjeblikkelige situation og tilstand og på den måde ”rense” os. Står vi fx over for et menneske, der oplever en smertefuld sorg, kan vi lytte og forstå og derved takle de følelser, det skaber i os selv.

Dyr har ikke tanker og følelser, som mennesker har. De reflekterer ikke over deres tilstand eller de årsager, der kan ligge til grund. De reagerer på situationer med deres instinkter. De mangler simpelthen den evne til at adskille sig selv fra andre, som vi mennesker er udstyret med.

Følelser og stemninger opleves af dyr som energier, helt uden vurdering af god eller dårlig. De opsamler den energi de omgives af, ukritisk og uden mulighed for at adskille. Dertil kommer, at menneskets energi er mere bevidst og derfor mere massiv end dyrets egen energi. Det betyder, at hvis man forestiller sig dyrets energi som blå og menneskets som rød, vil dyrets energi farves af menneskets og blive rødligt. Et eksempel kan være, hvis mennesket er ked af det eller stresset, så vil dyret påvirkes af tilstanden og optage den. Er tilstanden vedvarende betyder det en gradvis ændring af dyrets hovedenergi og dermed adfærd. Og dette er en uhensigtsmæssig påvirkning for dyret trivsel, for så er det pludselig menneskets følelser og energi der bliver grundlaget for dyrets adfærd

Et andet uhensigtsmæssigt mønster vi dyreelskere nemt kommer til at vokse fast i er, at tillægge vores dyr menneskelige egenskaber, følelser og behov og derved bruge af ressourcer dyret ikke har og samtidig overse dyrets naturlige instinkter og behov.

Et helt klassisk eksempel der udspiller sig hver dag i de fleste dyrehjem i Danmark er, at fodring af hunden sker i en skål på køkkengulvet. I virkeligheden hører indsamling af føde til et af dyrets vigtigste overlevelsesinstinkter og er samtidig det instinkt, der dækker en stor del af hundens daglige behov for aktivering. Vi mennesker finder det naturligt at spise mad af en skål eller tallerken, men det er ikke naturligt for vores dyr, da dyrene i naturen må ”arbejde for føden”. Her kunne vi mennesker møde dyrenes behov ved f.eks. at gemme maden rundt omkring i lejligheden eller sprede det ud i haven, så dyret bliver aktiveret på naturlig vis og samtidig for lov til at bruge sin lugtesans og udfolde sit jagtinstinkt. Vi kunne også kigge på hvilken type føde vi giver vores hund, kontra hvad de i naturen ville spise. Her kunne vi ved f. eks at give dem slagteben af og til, møde dem mere på deres naturlige vilkår og på den måde også igen hjælpe dem til at være i deres instinkter.

Et andet tydeligt eksempel er, når dyreejeren, inden hjemmet forlades om morgenen, har en følelse af, at det er synd for dyret, at det nu skal være alene hjemme. Det handler udelukkende om menneskets egen følelse omkring det at være forladt eller alene. Dyret kan sagtens være fri af flokken i et tidsrum om dagen uden problemer.

Når menneskene healer dyrene
Et dyr trives bedst, når det får plads til at udfolde sine naturlige instinkter i sit naturlige miljø. Som dyrehealere må vi ofte konstatere, at adfærdsproblemet eller ligefrem en fysisk manifestation i sygdom, har sine rødder i, at dyreejerne - ud af kærlighed - vænner dyret til at leve på en måde, hvor dets instinkter fylder meget lidt.

Mange mennesker vælger i dag at kontakte en dyrehealer, hvis kæledyret ændrer adfærd, synes at trives dårligt, opfører sig problematisk eller har tydelige sygdomssymptomer. En dyrehealer kan ikke – og skal ikke - erstatte dyrlægerne, men i de allerfleste tilfælde handler det simpelthen om at give ejeren en indsigt og forståelse i enten egne følelsesmæssige konflikter eller i det pågældende dyrs vifte af instinkter, der skal udfoldes naturligt. Som regel medfører det en genopretning af dyrets balance og bedringen mærkes næsten omgående og kan følges dag for dag.

Har problemet vokset sig større end hvad man selv kan takle hjemme, er det selvfølgelig en god ide at kontakte en dyrehealer, da dennes arbejde strækker sig udover ændringer i dyrets dagligdag. Er dyrets energitilstand blevet meget skæv, er der brug for en grundig udrensning. Det gør dyrehealeren ved at tilføre kærlig energi, der via dyrets guider og højeste sjæl automatisk genopretter naturligheden.

En dyrehealer er trænet og rutineret i meget hurtigt at opsamle og lokalisere problemet hos det pågældende dyr i den konkrete situation, men man kan som dyreelsker og dyreejer komme meget langt med at sørge for at kende - og evt. læse - om sit dyrs naturlige behov og instinkter.

Healeren og hoppen.

Er grisen deprimeret, har hunden anoreksi, hænger hesten med mulen, Eller kunne du bare godt tænke dig at vide, hvad din kat spankulerer rundt og tænker på, så er der måske en udvej. Dyrehealere, clairvoyance til dyr og ikke mindst hestehviskere er for alvor ved at finde vej til Danmarks firbenede.

En stor hårbolle af et får holder interesseret øje med de to: Healeren og hoppen. Den ene galoperer rundt og rundt, den anden spæner efter med armende flagrende i luften. Snart stopper den første for at følge efter den anden, og snart lægger den anden sig ned og ruller sig i græsset, for at imitere den første. Det må selv for et får, se løjerligt ud, men det er en magtkamp om lederskab, der tager sit afsæt på græsmarken i Faxeladeplads.

Healer, hestehvisker og clairvoyante Mia Nielsen vil have hesten Aldis til at respektere hende og mennesket generalt, som leder. Men det betyder, at Aldis skal opgive sin egen selvstændighed, og det er ikke sådan ligetil, når man som tidligere ”børnehest” på en rideskole har været vant til selv at bestemme. Men hvis ikke Aldis bliver nemmere, vil hun blive solgt. Den syvårige Islandske Aldis vil nemlig ikke lade sin nuværende ejer, Helle Larsen, komme for tæt på.”dyrlæger ville ikke kunne stille noget op med Aldis, da hun ikke fejler noget fysisk, og da jeg havde hørt godt om Mias metoder kontaktede jeg hende,” foetæller ejeren Helle Larsen, der står på behørig afstand og følger godt med. Mia laver kun forarbejdet. Bagefter er det op til Helle at arbejde videre med sin hest.

Hverken pisk eller gulerødder
Mia har tildelt Aldis et mindre hjørne af den store græsmark, resten er Mias domæne. Når Aldis løber væk fra Mia, er det til dette hjørne. Når hesten forsøger at spise, tramper Mia i jorden, for at den skal forstå at det er Mia der bestemmer, og Aldis stopper med en hovedrysten, skønt der i Mias hænder hverken er pisk eller gulerødder.
”Når hun følger efter mig, får hun klap og kærlighed, men når hun vender bort, ignorere jeg hende, eller jager hende bort. Præcis som lederhesten i naturen ville gøre det.”

Skeptiske dyrlæger:
Der findes ca. 27 uddannede dyrehealere i Danmark, og antallet er stigende i takt med, at efterspørgelsen stiger. Dette sker på trods af Dansk Dyrlægeforening ikke anerkender de alternative metoder som healing, og clairvoyance.
”Vi stiller os ganske reserveret overfor det, det er ikke noget, vi går ind for”, siger Per Thorup, der er formand i Dansk Dyrlægeforening.

For Helle Larsen er den manglende anerkendelse uden betydning.
”Jeg kan godt forstå at mange er skeptiske. Men jeg kan mærke og se på min hest, at det hjælper.” Aldis følger nu oftere efter Mia, men hesten er endnu ikke helt overbevidst. Til tider galoperer hun tilbage til sit hjørne. Da både hoppe og healer er dækket af et tyndt lag sved, der har gjort Aldis brune hår stridt og Mias lyse klasket, stopper træningen for denne gang. Helle Larsen og Mia Nielsen har aftalt at dette må vare den tid, det tager for Aldis. Håbollen vender hovedet væk, showet er forbi. For denne gang.

Hun kommunikerer med dyrene

Vi skal ned på alle fire og gnide os op af vores katte, eller gø lidt sammen med vores hunde. Rådet fra en clairvoyant dyrehealer og hestehvisker, er, at sætte sig ind i sit dyrs kommunikation og gengælde på samme vis.

”Vi er så meget klogere end dyrene, så det burde være os, der lærte dyrenes sprog. Og ikke os der pådutter dyrene vores sprog.” Ordene er Mia Nielsens, der som en af de eneste i Danmark kan præsentere sig selv med ordene ”uddannet clairvoyant, dyrehealer og hestehvisker.”
”Dyr er meget misforstået. Mange behandler deres dyr som børn, men det er ikke godt for nogen af partnerne.” fortæller Mia og stryger det lange, lyse hår væk fra ansigtet, mens hun forsøger at åbne vinduet i den lille bil og samtidig holde cigaret og rat lige.

26-årige Mia Nielsen hører til den stadig svindende type mennesker, der faktisk foretrækker at lytte frem for selv at tale. Men når hun taler, er det med erfaringer fra et liv i selskab med dyr. Gennem sin barndom har hun taget sig af herreløse katte, kaniner, hunde, undulater og kanariefugle, en gås ved navn Gertrud, der skulle have været slagtet, og ikke mindst 29 hamstere, der skulle have været slangeføde. ”Min mor var på samme måde. Jeg kan huske min mor varmede gråspurveunger i sengen sammen med kartoffelmosen.”.

Hestehvisker i Californien
Mia Nielsen tog som 17-årig til Californien. Hun havde set en annonce, hvor de søgte hjælp, til at passe 300 vilde islandske heste. Jobbet lød på et halvt år. Hun blev tre et halvt. Så havde Mia Nielsen lært alt, hvad der var at lære om heste og deltaget i flere kurser i hestehviskeri. Herefter vendte Mia Nielsen tilbage til Danmark, hvor hun uddannede sig videre indenfor dyrehealing og clairvoyance.

Når Mia Nielsen i dag bliver kaldt ud til et dyr og dets ejer, er det en blanding af disse metoder hun benytter sig af. ”Jeg benytter clairvoyance til at finde ud af, hvori dyrets problem ligger. Det er ikke dyret selv, jeg taler med, men dyrets sjæl.” Ved healing kanalisere Mia Nielsen kærlige energier til de steder, hvor dyret for eksempel har smerter og deraf dårlig energi.

Mia Nielsen forklarer, at hun ikke ser noget hokus pokus i det. ”Vi er ved at udvikle os væk fra at bruge de clairvoyante sanser. De stammer fra dyrestadiet, dyrene er nødt til at sanse naturen og andre dyr, for at overleve. Der er gået sport i at mystificere alt det der. Hvis man sætter sig ind i, hvordan ens dyr fungere og kommunikerer og så ellers lytter og er opmærksom, kommer man langt med sine dyr”, siger hun bestemt.

”Folk tror mere og mere på det alternative. På samme måde vil det brede sig fra mennesker til dyr.”

Hun hvisker med heste (Femina 13.09.2001)

En hestehvisker er en person, som sætter sig ind i hestenes sprog og kommunikerer på hestenes niveau. En person, som kan skabe en fin og ægte forståelse mellem dyr og menneske. Danske Mia Nielsen var blot 17 år, da hun drog til et stort stutteri for islænderheste i Californien for at komme tættere på det ædle dyr. Hun blev der i 3 år - og lærte langt mere, end hun troede var muligt.

- Det er så enkelt og logisk at kommunikere med heste, og man skal lade være med at gøre et kæmpeproblem ud af noget som er så enkelt! Det er essensen i Mia Nielsenshestetræning, men hun fortæller også, hvad enkeltheden mere præcist går ud på:
- Når jeg skal hilse på en ny hest, går jeg direkte hen og ånder den roligt ind i næseborene. Det har jeg lært ved at se på hestene. De står med mulerne tæt sammen. Når hesten kan se, jeg er rolig, ved den, jeg ikke er farlig. I kommunikationen med heste gælder nøjagtig det samme som med mennesker. Når man først har oprettet en god kontakt, kan man udbygge forståelsen og komme igennem med sit budskab.

Alvor og lej
FEMINA møder Mia Nielsen, på en hestepension i Greve, hvor hun vil vise, hvordan hun træner en hest.

Valget er faldet på Bonzo, som hun kender, men endnu aldrig har redet. Efter at de to har hilst behørigt på hinanden, får Bonzo en tiltrængt tur med striglen, så støvet fra den sidste rulletur på marken forsvinder. Så lægger Mia en lille blød grime på dens hoved og binder et reb i.

- Det er det eneste, jeg kan få mig til at lægge på en hest, siger hun og lader hesten trave i en kreds om hende. Kort efter befrier hun den for grimen og fortsætter træningen uden. Efterhånden fylder hest og træner hele ridebanen. Bonzo drøner ned ad langsiderne - Mia jager den væk. 
- Hvis den ikke vil følge mig, vil jeg ikke have den i nærheden! Udefra ser det fuldstændig ud, som om de leger i bedste forståelse, hvilket de også gør på ét plan - men på et andet er det alvor, de kæmper om føringen. 
- Hesten skal følge mig, så ved jeg, den har overgivet sig, siger Mia. I dag snyder hun lidt ved at byde den gulerødder, så det ikke varer hele dagen, og det ser ud til at hjælpe. Bonzo lader sig gerne bestikke - og lusker efter Mia, da hun vender sig om og går. Normalt er Mia fuldstændig utrættelig og bruger den tid, der skal til. Hvis det tager en dag, er det i orden - også hvis det tager en uge. Under sit ophold i Californien udvalgte hun sig den mest utilnærmelige vallak, som havde et stort traume fra kastrationen, hvor blodet løb ned ad benet. Den var 8 år og meget bange for mennesker. I lang tid sang hun for den, men der gik 5 måneder, før hun kunne røre den - og et år, før den fulgte efter hende. Det var en sejr.

Smidt af hesten
Efter kort tids "kamp" på ridebanen sidder Mia på ryggen af Bonzo - uden sadel og uden hovedtøj. Hesten har allerede en idé om, hvad hun vil, for det lykkes hende at styre den med forbavsende præcision. Efter at have skridtet roligt rundt på ridebanen tager hun et godt greb i hestemanken - og sætter i trav. Hest og rytter ser ud til at være støbt i ét stykke. Senere nupper de også en galop, men med ét føler Bonzo sig helt kåd og lidt for fri. Det er første gang han bliver redet uden saddel og hovedtøj, så han er ikke vant til at tage hensyn, som en mere sårbar rytter har brug for, og pludselig ligger Mia i sandet. Hun er hurtigt oppe igen, klapper hesten, vender sig og går. Bonzo følger øjeblikkelig efter - og virker oprigtigt ked af hændelsen. Mia forstår hestesproget på mere end ét plan og fortæller, at Bonzo var blevet forskrækket over, at hun røg af - og han har "lovet" at passe bedre på en anden gang.

- Han havde ikke en chance for at kende mine signaler, fordi vi har trænet så lidt, men jeg tror ikke, det vil ske igen. Træningen skal tage den nødvendige tid, så man når at opbygge den nødvendige tillid. Blandt de vilde heste i Californien faldt jeg ikke af, selvom jeg har tilredet omkring 50 heste. Essensen i træningen er at overtage ledelsen og få hesten til at indordne sig.

Tvang unødvendigt
- I flokken bliver en hest smidt ud, hvis den ikke indordner sig lederen - hvilket den så straks gør, fordi det er værre at være uden for flokken. Det gælder overlevelse. Man følger hesten, indtil man kan lede den, og tvinger den aldrig til noget - så enkelt er det. Så bliver den samarbejdsvillig. Det er slet ikke nødvendigt med tvang og hovedtøj og alt muligt andet. Det er jo logik, at man ikke kan holde en stor stærk hest i noget som helst, hvis den ikke selv vil, så man kan lige så godt benytte sig af dens samarbejdsvillighed! For et par år siden forsøgte Mia at stille op - her i landet - til ridebanedressur uden saddel og hovedtøj - bare for at vise, at det kunne lade sig gøre, men hun blev afvist, fordi både hest og rytter skal være reglementeret påklædt til en konkurrence.

- Når jeg træner en hest, skal jeg kunne røre den overalt. Ørerne er det sidste sted, jeg får lov til at røre. De er dens vigtigste redskab til kommunikation - og til at holde balancen. Hestene har et kæmpestort sprog - og det skal man lære. De taler med næsebor, ører og hele kroppen. Moderen skubber til føllet lige efter fødslen, så det hurtigt kan komme på benene, hvis der er vilde dyr. Hun lærer det at flytte sig i den retning, hun skubber, og give efter for presset. Jeg efteraber moderen og træner hestene til at adlyde mine små tryksignaler. Det er så enkelt. Når man ved, hesten reagerer på et lille pres, kan man tit sætte sig op - som jeg gjorde med Bonzo i dag - og lige meget hvilken side jeg lægger vægten på, vil den reagere. Stemmens forskellige tonefald er også vigtige i træningen.

Første pony som 5-årig
Mia, som altid har haft dyr, har også altid vidst, at hendes liv overvejende ville komme til at dreje sig om heste. Allerede som 5-årig sad hun på en lille pony, men det var ikke optimalt sjovt, fortæller hun.

- Jeg fik min fornøjelse, men hesten skulle have bidsel i munden foruden saddel om maven - og drives frem med pisk og sporer, så det er ikke en fair sport. Senere fik jeg halvpart i en fjordhest på en gård ved Ishøj. Den red jeg uden saddel og med lange tøjler, der ikke strammede, så det var en sand fornøjelse - også for den!

Det er tydeligt, at Mias hjerte banker for heste. Hver eneste hun møder får knus og kram og kys - og gengælder kærligheden. Hun er hurtig til at knytte stærke bånd til sine hestevenner - og vinde deres tillid. Hun fortæller om en episode på en ridelejr, da hun var 8 år:
- Vi red gennem en mark med køer og "vilde heste". Da vi holdt pause, gik jeg resolut over og hoppede op på ryggen af en vild hest. Ridelæreren så det og gav mig en kæmpe skideballe, men hesten gjorde mig ikke noget - den var sød. Jeg er faldet af masser af gange, jeg er styrtet flere gange, og jeg har brækket benet en enkelt gang, men jeg har altid været tryg ved heste - aldrig bange. Vi forstår hinanden - og jeg ved, de vil mig det bedste.

Mareridt om natten
Da Mia efter folkeskolen skulle vælge erhverv, skulle det naturligvis være "noget med dyr". Hun begyndte på at uddanne sig til dyreassistent på landbrugsskolen i Roskilde.
- Det var frygteligt, og jeg havde mareridt om natten. Det værste var, da jeg skulle lære at klippe halerne af små grise. Vi blev fortalt, at de ikke kunne mærke noget, fordi de var så små. Sikke noget vrøvl, de små stakler skreg og skreg - så jeg gjorde det ikke. Efter 3 måneder kunne jeg ikke holde det ud mere. Det var et kæmpechok at se, hvordan fabrikation af kødprodukter foregår - hvordan man behandler levende dyr. Siden har jeg aldrig spist kød!

Mia måtte en tur til Rhodos for at komme sig - og havde en periode feriejob som bartender på et diskotek.
- Mens jeg var væk, så min søster i en annonce i Den Blå Avis, at Elisabeth Haug søgte hestetrænere i USA - og hun skrev på mine vegne. Jeg begyndte, inden der var gået en måned. Elisabeth Haug, som er dansker bosiddende i Californien, ville gerne have nogle danskere over og se, hvordan man også kan avle og træne heste - og tage idéerne med tilbage. Hun begyndte på hesteavl i Danmark, men drog for 24 år siden til Californien med sine 30 bedste islænderheste om bord på et fly. Hun lejede en kæmpemark på 1000 hektar, og så begyndte eventyret. Det er gået rigtig godt, for 17 år senere, da Mia for første gang kiggede ud ad sit staldvindue om morgenen, så hun heste overalt. Dette var et virkeligt hesteeventyr med ikke mindre end 300 heste. Mias første opgave var at lære navnene. Hun fik en liste med 300 islandske hestenavne - med beskrivelse af deres udseende. Navnene skulle altså forbindes med den rigtige hest. Det kan synes umuligt, men hestene går altid i de samme små flokke - de knytter stærke bånd og bliver sammen i årevis.

Tæl 300 heste om dagen
- En af mine daglige opgaver var at tælle hestene hver dag og checke, om hver enkelt havde det godt. Det kunne snildt tage 4-5 timer, og det var pragtfuldt at færdes i den skønne natur. Der var bjerge, søer, marker og masser af heste, så langt øjet rakte. Jeg gik og sang rolige sange hele dagen for at vænne hestene til min stemme. Nogle gange kunne jeg nusse et par af dem - men jeg kom aldrig til at røre alle hestene. I begyndelsen var mine armbevægelser alt for vilde, så jeg skulle arbejde meget med kropssproget, før jeg kunne komme i nærheden af de vilde heste. På mine daglige ture observerede jeg hestenes hierarki og fandt ud af, hvem der var lederen af den store flok - og de mindre enheder. En af de første dage fik jeg udpeget en rød hest, hvis tillid jeg skulle vinde, lære den at lystre mine signaler - og få den op i en trailer og kørt hjem på ranchen. Det var meget svært, og det tog måneder, før jeg havde den i traileren - men det lykkedes.

Vagt om natten
Det var hårdt slid - og bestemt ikke noget luksusophold. Hvis der var alvorlige problemer med en hest, opholdt Mia sig i marken om natten for at observere den. Der var både slanger og fugleedderkopper, men hun oplevede dog, at hestene passede godt på hende natten igennem.

- Hestene er som én stor familie, der har en fantastisk omsorg for hinanden. På et tidspunkt var en hest omkommet efter at have siddet fast i et hegn - og alle hestene fandt sammen på det sted og stod tæt op ad hinanden.

Den døde hest blev kørt væk med det samme, men flokken blev stående på stedet i en hel uge. Det var tydeligt, de havde brug for hinanden i sorgen.

Vi trænede heste, som var blevet udvalgt af køberne. Det er vigtigt, at hestens temperament passer til rytterens, som gerne er med til en del af træningen. Det tager 3-6 måneder at gøre en hest klar. Vi gjorde, hvad vi kunne for at præge køberne. F.eks. så de sørger for, at hestene kommer til at gå sammen med andre heste til daglig - og at de lader deres hest få lov til at komme tilbage og holde ferie nogle uger om året sammen med deres gamle flok. De er jo én stor familie, de glemmer aldrig hinanden og er glade for at mødes igen. Det er nøjagtigt som med mennesker - efter en velfortjent ferie kan man komme tilbage til hverdagen med fornyet energi!

Elisabeth Haug går meget op i at kombinere hestetræning med personlig udvikling, så Mia var på et hav af kurser under opholdet. Bl.a. lærte hun NLP-kommunikationsterapi.
- Det passer fuldstændig til hestetræningen - man skal møde en hest på samme måde, som man møder et menneske. Jeg måtte ikke være sammen med hestene, hvis jeg var i dårligt humør, for så kunne jeg påvirke hestene. På de dage skulle jeg holde fri! Desuden deltog Mia i mange hestehviskerseminarer - f.eks. hos den allerførste hestehvisker, Tom Dorance, der nu er en ældre herre.
- Hans heste reagerede på nærmest ingenting - det var helt fantastisk!

Den store drøm
Efter hjemkomsten til Danmark tog Mia en helt ny uddannelse som dyrehealer, hvor hun lærte at kommunikere med dyrene på et dybere niveau.
- Når jeg kommer ud til en hest, der ikke trives, indtager jeg samme stilling som den og forsøger at sætte mig ind i, hvordan den har det. Det kan være, en hest "fortæller" mig, at den har ondt i ryggen, fryser om natten - eller alt mulig andet, og efter en tid med healing og pleje får dyret det godt igen. Jeg healer med håndspålæggelse. Dyr har mange små energicentre over hele kroppen, så bare det at røre dem gør godt. Det vigtigste i healingen er formidling af den kærlige energi!

Mias store drøm er at komme til at holde heste på samme måde, som hun har lært i Californien.
- De skal gå frit og bevare deres tætte relationer. Jeg vil også gerne påvirke andre til at få et bedre forhold til deres hest!

De sidste par år har Mia haft forskellige job rundt om i landet, hvor hun tager ud og hvisker med danske heste. Hun får henvendelser fra mennesker, som har forskellige former for hesteproblemer - og hun viser dem, hvordan de kan vinde hestens tillid.
- Det bedste ved det hele er, at det kan gøres så nemt, og at samværet mellem hest og rytter kan være på begges præmisser - ikke kun på rytterens. Hesten skal altid respekteres, siger Mia.