TilridningTilridninger kan både foregå i hestens vante omgivelser eller hos mig. Som regel er det mest hensigtsmæssigt,at hesten bor hos mig i træningsperioden. På denne måde vil forløbet gå langt hurtigere, men det anbefales dog, at ejeren kommer så tit som muligt og deltager i træningen, da det jo er ejeren selv, der skal ende med at blive hestens naturlige leder. I tilridningen arbejder jeg først og fremmest med hesten fra jorden, hvilket foregår med hesten fri (dvs. uden grime eller andet udstyr) og her vil den lære at følge lederen ubetinget. Den skal bl.a. lære at stå stille, så ejeren i fremtiden kan stille sin hest hvor som helst uden nødvendigvis at skulle binde den. Herefter vil jeg fra jorden lære hesten de forskellige signaler, som bruges under ridningen. Når hesten første gang har en rytter på ryggen, foregår også dette frit (dvs. uden grime, saddel eller andet udstyr). Det næste jeg træner er, at hesten bliver styrbar på manen. Det gør jeg udfra den betragtning, at jeg synes, at hesten er sådan et stort stærkt dyr, at vi aldrig helt kommer til at kunne styre den med tvang. Hvis hesten grundlæggende har besluttet sig for at betragte mennesket som sin leder, ja så vil den lytte til vores mindste signal om det så end er i et enkelt hår. Når hesten har valgt mennesket som sin leder, arbejder jeg videre med et bidløst hovedtøj og en bumløs saddel – og så kan den egentlige ridetræning begynde. Her lærer jeg hesten grund dressuren og arbejder i øvrigt meget med både smidiggørelse og muskelopbyggelse. Jeg oplever ikke, at der er noget, der kan opnås med bid og saddel, som ikke også kan opnås lige så fint uden. Skulle man ønske at fortsætte sin ridetræning med det traditionelle udstyr, for f.eks. at ride på konkurrence plan, kan dette sagtens kombineres, da den eneste forskel vil være, at hesten fra starten af, er bibeholdt super sensitiv og derfor reagerer på mindre signaler. En tilridning tager typisk en måned og nogle gange to. Alt afhængig af den enkelte hest. Se udtalelser her. Da min datter var 5 år ville hun gerne begynde til ridning. Vi fandt en lokal rideskole, men blev begge 2 hurtigt trætte af det. Dels var hestene nærmest ustyrlige og dels måtte jeg trække hesten rundt. dertil kom brugen af pisk hos helt urutineret ryttere, som jeg fandt ganske usmageligt. I begyndelsen af foråret 2006 fik vi nye naboer. Og der flyttede 3 heste med. Min datter var straks fyr og flamme og tilbragte meget tid derover. Da hun fortalte at hun red en lille pony uden bid, måtte jeg med over og se hvad der foregik. Det lød farligt i mine ører. Jeg kom ind i det lille ridehus. netop som min datter stod direkte bagved hesten og mit hjerte stod stille. Jeg havde jo altid fået at vide at man ikke måtte stå bagved hestens bagben for så ville de sparke. men den lille pony stod helt stille og nød at blive nusset, fri og ubundet. min nysgerrighed var vakt og jeg tilbragte efterfølgende dage og uger med at betragte Mia`s måde at omgås sine heste på. Med ro og tålmodighed og frem for alt kærlighed blev den ene hest efter den anden forvandlet fra angste og til tider farlige heste, til rolige "put i lommen heste". I efteråret 2006 kom der en pinto hoppe til gården, Bess, meget køn men vild og bange for alt. Jeg fulgte Mia tæt i omskolingen af denne hest og blev klar over at nøgleordet i tilridning/omskoling er kærlighed. Med ros og kærlighed blev denne skønne hest tilredet, på trods af at den havde været nogle grimme ting igennem. Det tog mindre end en måned før Bess var så tillidsfuld og rolig at jeg turde lade min datter ride på hende, uden bid og uden sadel. Jeg er i dag den lykkelige ejer af Bess. ![]() Tina ![]() ![]() ![]() ![]()
|